Studieordning for finansøkonom AK - Hillerød

OBS!

  • Cphbusiness er blevet til Erhvervsakademi København

    Cphbusiness og KEA er pr. 1. juli 2025 sammenlagt og blevet til Erhvervsakademi København (EK). Sammenlægningen påvirker ikke uddannelsen – alt fortsætter som hidtil. Du kan dog opleve, at vi i en overgangsperiode stadig benytter forskellige systemer og processer og der vil også stadig stå Cphbusiness flere stedet indtil det nye navn og logo er blevet tilføjet alle steder.

STUDIEORDNINGENS RAMMER

  • Studieordningens rammer

    Denne studieordning for erhvervsakademiuddannelsen inden for finansområdet, herefter benævnt finansøkonom er udarbejdet iht. BEK nr. 708 af 09/06/2023: Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.  Dele af studieordningen er fastlagt af institutionerne i fællesskab, og andre dele er fastlagt af Cphbusiness alene. 

    • National del og institutionsdel

      Studieordningen består af en national del, der er vedtaget i Erhvervsakademiernes uddannelsesnetværk for uddannelsen, samt en institutionsdel, der fastsættes af den enkelte uddannelsesinstitution. 

      Den nationale del er udarbejdet i fællesskab af de udbydende institutioner, som i et tæt samarbejde har forpligtet sig på at sikre national kompetence og ensartet dispensationspraksis. Den nationale del af denne studieordning er godkendt af Erhvervsakademiernes uddannelsesnetværk den 26. april 2024.  Studieordningen i sin helhed er godkendt af Cphbusiness i henhold til institutionens interne godkendelsesprocedurer den 12. august 2024.    

  • Uddannelsens formål

    Formålet med uddannelsen er at kvalificere den uddannede finansøkonom til at kunne udføre salg, rådgivning og sagsbehandling med professionel og etisk funderet tilgang på et økonomisk og juridisk grundlag. Uddannelsens erhvervssigte er ejendomshandel, ejendomsadministration, bank og realkredit, forsikring, samt revision og økonomifunktion. 

  • Mål for læringsudbytte
    • Viden

      Den uddannede finansøkonom:

      • har udviklingsbaseret viden om økonomi, erhvervs- og finansjura, formidling og rådgivning, samt erhvervets praksis og central anvendt teori og metode inden for ejendomshandel, ejendomsadministration, bank og realkredit, forsikring samt revision og økonomifunktion
      • kan forstå praksis og central anvendt teori og metode inden for økonomi, erhvervs- og finansjura, formidling og rådgivning samt kan forstå erhvervenes anvendelse af teori og metode. 
    • Færdigheder

      Den uddannede finansøkonom:

      •  kan anvende centrale metoder og redskaber inden for økonomi, erhvervs- og finansjura, formidling og rådgivning samt kan anvende de færdigheder, som knytter sig til beskæftigelsen inden for ejendomshandel, ejendomsadministration, bank og realkredit, forsikring samt revision og økonomifunktion
      • kan vurdere praksisnære økonomiske problemstillinger under hensyntagen til relevant lovgivning og samfundsforhold samt opstille og vælge løsningsmuligheder
      • kan formidle praksisnære økonomiske problemstillinger og løsningsmuligheder til kunder, samarbejdspartnere og brugere. 
    • Kompetencer

      Den uddannede finansøkonom:

      • kan håndtere udviklingsorienterede situationer i relation til en finansøkonoms beskæftigelse
      • kan deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang inden for økonomi, erhvervs- og finansjura, formidling og rådgivning
      • kan i en struktureret sammenhæng tilegne sig ny viden, færdigheder og kompetencer i relation til økonomi, erhvervs- og finansjura, formidling og rådgivning. 
  • Titulatur, varighed og bevis
    • Titel

      Den der har gennemført uddannelsen, har ret til at betegne sig finansøkonom AK. På engelsk anvendes titlen Academy Profession Degree in Financial Management. Erhvervsakademigraden er i henhold til Kvalifikationsrammen for livslang læring indplaceret på niveau 5. 

    • Varighed og maksimal studietid

      Uddannelsen er normeret til 120 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i et år, jf. § 8 i BEK nr. 708 af 09/06/2023: Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser. Uddannelser, der har en normeret varighed på op til 150 ECTS-point, skal senest være afsluttet inden for et antal år, der svarer til det dobbelte af den normerede uddannelsestid. Uddannelser på 180 ECTS-point skal være afsluttet senest inden for den normerede uddannelsestid plus 2 år. Øvrige uddannelser skal senest være afsluttet inden for 6 år. Dermed skal denne uddannelse være bestået senest 4 år efter den studerende er indskrevet på uddannelsen. 

      I udregningen af maksimal studietid for uddannelsen indgår ikke orlov på grund af barsel eller adoption (dog maksimalt 52 uger), værnepligtstjeneste (herunder tjeneste på værnepligtslignende vilkår) og uddannelse med henblik på, samt udsendelse på værnepligtslignende vilkår.  Cphbusiness kan dispensere fra seneste afslutningstidspunkt, når det er begrundet i usædvanlige forhold. 

    • Bevis

      Cphbusiness udsteder eksamensbevis for finansøkonom, når uddannelsen er bestået. 

  • Ikrafttrædelsesdato

    Denne studieordning træder i kraft den 28.08.2024 og har virkning for alle studerende. Studerende, der starter på finansøkonom online efter 1. august 2024, er endvidere også omfattet af denne studieordning. Studerende, der er startet på finansøkonom online før denne dato, er omfattet af studieordningen for udbuddet i København, og altså ikke denne studieordning. 

  • Overgangsbestemmelser

    Studerende optaget på finansøkonomiuddannelsen før ikrafttrædelsesdatoen er også omfattet af nærværende studieordning, men følger den tilrettelæggelse, der er fastlagt i de studieordninger, de oprindeligt er optaget på. Ved fremtidig udstedelse af en ny studieordning, eller ved væsentlige ændringer i denne studieordning, fastsættes overgangsordninger i den nye studieordning. 

  • Studieordningens lovmæssige rammer

    For uddannelsen gælder seneste version af følgende love og bekendtgørelser:
    LBK nr. 786 af 08/08/2019: Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser
    LBK nr. 396 af 12/04/2024: Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven)
    BEK nr. 445 af 07/05/2025: Bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser  
    BEK nr. 863 af 14/06/2022: Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser
    BEK nr. 46 af 21/01/2025: Bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser
    BEK nr. 1125 af 04/07/2022: Bekendtgørelse om karakterskala ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område
    BEK nr. 920 af 04/07/2024: Bekendtgørelse om censorordning og censorvirke

    Gældende love og bekendtgørelser offentliggøres på www.retsinfo.dk 

OPTAGELSE PÅ UDDANNELSEN

  • Adgangskrav

    Adgang til uddannelsen forudsætter gymnasial eksamen eller en 3-årig erhvervsuddannelse samt opfyldelse af område- og uddannelsesspecifikke krav. De område- og uddannelsesspecifikke adgangskrav, jf. bilag til adgangsbekendtgørelsen er Engelsk C og enten matematik B eller virksomhedsøkonomi B. 

  • Optagelsesbetingelser

    Opfyldelse af adgangskravene i stk. 2.1 er nødvendige, men ikke i sig selv tilstrækkelige for optagelse.   Cphbusiness fastsætter og offentliggør nærmere regler for, efter hvilke kriterier ansøgere i kvote 2 optages, hvis der er flere kvalificerede ansøgere, jf. stk. 2.1. end der er studiepladser til rådighed.  Cphbusiness offentliggør sådanne kriterier for udvælgelsen på erhvervsakademiets hjemmeside under hensyntagen til frister krævet af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

UDDANNELSENS INDHOLD

  • Uddannelsens opbygning

    Uddannelsen kræver beståede fagelementer svarende til en arbejdsbelastning på 120 ECTS. Et fuldtidsstudium i et semester består af fagelementer, herunder praktikophold, svarende til i alt 30 ECTS.  Uddannelsen består af fagelementer svarende til 120 ECTS fordelt på hhv. nationale fagelementer 60 ECTS og lokalt fastlagte fagelementer (30 ECTS), herunder valgfag (5 ECTS) og brancheretningsfag (10 ECTS), samt 15 ECTS praktik og et afsluttende projekt på 15 ECTS. 

    1
    2
    Makroøkonomi
    Erhvervs- og finansjura
    Branchekendskab
    Privatøkonomisk rådgivning
    Salg og rådgivning
    3
    Valgfag
    Brancheretning
    4
    Praktik
    Afsluttende eksamensprojekt

    Den studerende må ikke gennemføre studieaktiviteter af et omfang på mere end de normerede 120 ECTS. Alle fagelementer, inklusiv afsluttende projekt, evalueres og bedømmes. Når bedømmelsen bestået eller som minimum karakteren 02 er opnået, anses fagelementet for bestået.

  • Lokale uddannelseselementer og valgfag

    Uddannelsen er ud over de nationale fagelementer tilrettelagt med et antal lokale fagelementer, der inkluderer valgfag.  Nedenfor følger beskrivelser af de lokale fagelementer, der er fælles for alle studerende, og i uddannelsens valgfagskatalog findes beskrivelser af mulige valgfag.  Uddannelsen indeholder desuden brancheretningsfag, som er beskrevet i et separat katalog, brancheretningsfagkataloget.  Uddannelsen består af 15 ECTS lokale fagelementer, 10 ECTS brancheretningsfag og 5 ECTS valgfag.

    Uddannelsen har følgende lokale fagelementer:

    FagkodeTitelECTS
    Salg og rådgivning5
    Strategisk markedsføring5
    Organisation og ledelse5

    • Valg- og Brancheretningsfag

      Disse regler gælder også for tilmelding til brancheretningsfag. 

      De studerende skal registrere ønsker om tilmelding til valgfag på den måde, som uddannelsen beskriver og til de frister, som uddannelsen offentliggør. Hvis uddannelsen ikke rettidigt modtager et valgfagsønske fra en studerende, tilmeldes den studerende et valgfag, som uddannelsen vælger.

      Uddannelsen kan, hvor der er flere tilmeldingsønsker end valgfagspladser, prioritere efter tilmeldingstidspunkt. Uddannelsen kan endvidere, hvor der ikke er tilstrækkeligt antal tilmeldte, beslutte ikke at oprette et ellers udbudt valgfag.

      De studerende modtager besked om hvilke valgfag, de er tilmeldt.  

  • Praktik

    Finansøkonomuddannelsen er et selvstændigt afrundet forløb, der omfatter både teori og praktik. Praktikken skal i samspil med uddannelsens teoretiske dele styrke den studerendes læring og bidrage til opfyldelsen af uddannelsens mål for læringsudbytte. I praktikken arbejder den studerende med fagligt relevante problemstillinger og opnår kendskab til relevante erhvervsfunktioner. Den studerende søger selv aktivt praktikplads hos en eller flere private eller offentlige virksomheder, og Cphbusiness sikrer rammerne om praktikforløbet. Praktikopholdet er ulønnet. 

    • Regler for praktikkens gennemførelse

      Krav til de involverede parter

      Praktikvirksomheden stiller en kontaktperson til rådighed for den studerende i praktikperioden. Kontaktpersonen udformer i samarbejde med den studerende en praktikaftale, hvoraf det fremgår, hvilke opgaver, den studerende skal arbejde med i praktikperioden. Opgaverne skal tilgodese læringsmålene for praktikken.

      Ved tilrettelæggelsen af praktikken skal der tages hensyn til den studerendes forudsætninger og forkundskaber. Praktikaftalen fremsendes til uddannelsesinstitutionen til godkendelse.

      Cphbusiness har for uddannelsen udpeget et antal praktikvejledere, hvoraf en fungerer som sparringspartner for den studerende under hele praktikforløbet, og som endvidere også fungerer som eksaminator for praktikrapporten.

      Der er til praktikforløbet udarbejdet en praktikmanual. Manualen beskriver de nærmere forhold og rammer for praktikforløbet.

      Efter praktikopholdet er afsluttet afvikler Cphbusiness en evaluering af praktikforløbet, som både studerende og virksomhed deltager i. Den studerende skal deltage i denne evaluering for at kunne gå til eksamen i praktikprojektet.

  • Undervisnings- og arbejdsformer

    På Cphbusiness arbejder vi med den læringstilgang, at erhvervskompetencer udvikles bedst ved, at uddannelsens studieaktiviteter sætter praksis og konkrete problemstillinger i centrum for læringen, og at det er arbejdet med at skabe værdi i praksis, der driver motivationen og engagementet hos de studerende.

    Cphbusiness tager derfor udgangspunkt i en uddannelsesmodel, der fokuserer på:

    • at facilitere et motiverende og engagerende læringsmiljø baseret på praksis
    • at omsætte og formidle relevant viden fra forskning og erhverv i en konkret praksis
    • at understøtte de studerendes aktive deltagelse og studieintensitet gennem relevante studieaktiviteter
    • at inddrage de studerendes viden og erhvervserfaring som en ressource, så de studerende er medskabere af læring
    • at understøtte læring gennem løbende dialog og en fælles feedback-kultur
    • at der kan arbejdes fleksibelt og med inddragelse af digitale læringsaktiviteter, der fokuserer på at udnytte vores ressourcer og forbedre de studerendes læringsudbytte, uafhængig af tid og sted

    Der er flere forskellige undervisnings- og arbejdsformer på Cphbusiness, der understøtter den studerendes læring. Eksempelvis forelæsninger, casearbejde, mindre opgaver, praktiske og teoretiske øvelser, laboratoriearbejde, mundtlige oplæg, hjemmearbejde, ekskursioner og lignende. Undervisningen er tilrettelagt i et eller flere læringsflow per semester.

    Formålet med arbejdsformerne er, at de studerende tilegner sig viden, færdigheder og kompetencer inden for uddannelsens fagområder, og at den studerende endvidere anvender disse i overensstemmelse med uddannelsens mål for læringsudbytte.

  • Studiesprog

    Finansøkonomuddannelsen er en dansksproget uddannelse, hvorfor hovedparten af undervisningen udbydes på dansk.  Nogle uddannelsesmoduler eller dele heraf kan dog blive gennemført på engelsk, og der stilles krav om, at de studerende skal kunne gennemføre disse. Det vil sige, at de studerende skal kunne læse tekster på engelsk, deltage aktivt i engelsksproget undervisning, samt skrive og fremlægge opgaver og projekter på engelsk.

INTERNATIONALISERING

Alle fuldtidsuddannelser på Cphbusiness skal være tilrettelagt, så den studerende inden for den normerede studietid har mulighed for at gennemføre dele af uddannelsen i udlandet.

Se afsnittet: Uddannelseselementer, som kan gennemføres i udlandet

Uddannelseselementer taget som del af et udlandsophold kan meriteres til uddannelsen, såfremt de opfylder de indholdsmæssige og niveaumæssige krav beskrevet i denne studieordning.

Cphbusiness skal modtage og nå at godkende ansøgningen om meritering, inden udlandsophold påbegyndes. Afgørelsen træffes på baggrund af en faglig vurdering.

Den studerende forpligter sig ved forhåndsgodkendelse af et studieophold til at kunne dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte uddannelseselementer efter endt studieophold. Den studerende skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at institutionen efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger. Et meriteret uddannelseselement anses for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne for den pågældende uddannelse.

  • Generelle regler for eksamen

    For prøver og eksamener på Cphbusiness gælder reglerne fastlagt i de til enhver tid gældende bekendtgørelser (på tidspunktet for udarbejdelse af denne studieordning):

    • Eksamensbekendtgørelsen: BEK nr. 863 af 14/06/2022 - Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser
    • Karakterskalabekendtgørelsen: BEK nr. 1125 af 04/07/2022 - Bekendtgørelse om karakterskala ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område
    • Censorbekendtgørelsen: BEK nr. 920 af 04/07/2024 - Bekendtgørelse om censorordning og censorvirke

    Derudover gælder den senest offentliggjorte version af Cphbusiness’ eksamensreglement og uddannelsesspecifikke eksamensregelsæt.

  • Beskrivelse af udprøvning af uddannelseselementer

    I det følgende gives et overblik over prøver og eksaminer på finansøkonomuddannelsen. Krav til og detaljer om de enkelte prøver, herunder eksamensperiode, formalia og anvendelse af hjælpemidler, offentliggøres i eksamensmanual for uddannelsen på institutionens studenterrettede læringsportal. Den studerende kan blive udprøvet i flere fagelementer ved samme prøve, og hver enkelt prøve vil fremgå med en samlet karakter på eksamensbeviset. Se eventuelt også nedenstående skema for prøvernes tidsmæssige placering.

    Skematisk fremstilling af sammenhæng mellem prøver, uddannelsens bestanddele og deres tidsmæssige placering 

  • Øvrige krav om gennemførsel af aktiviteter

    Ud over førnævnte eksamener stilles der på uddannelsen en række krav om gennemførsel af obligatoriske aktiviteter, som den studerende skal indfri for at kunne gå til eksamen og fortsætte på uddannelsen, jf. eksamensbekendtgørelsen §9, §4, stk. 3 og §33, stk. 1, nr. 6.

    • Obligatoriske læringsaktiviteter: Deltagelsespligt og aflevering

      Det er et krav på flere uddannelseselementer, at den studerende skal have gennemført en række obligatoriske læringsaktiviteter for at kunne deltage i eksamen. Er de obligatoriske læringsaktiviteter ikke gennemført, kan den studerende ikke deltage i eksamen og har brugt et eksamensforsøg. Den studerende er automatisk tilmeldt næste eksamen og skal fortsat opfylde betingelserne for at kunne gå til eksamen.

      De obligatoriske læringsaktiviteter varierer fra uddannelseselement til uddannelseselement og kan bestå i eksempelvis deltagelsespligt, præsentationer eller afleveringer. De obligatoriske læringsaktiviteter er beskrevet som adgangskrav til eksamen og fremgår af eksamenskataloget for uddannelsen.

    • Studiestartprøven

      Cphbusiness afvikler studiestartsprøver på alle uddannelser. En studerende skal bestå studiestartsprøven for at kunne fortsætte på uddannelsen, jf. eksamensbekendtgørelsen § 30.  

  • Studieaktivitetskrav: Førsteårsprøven

    Studerende på finansøkonomuddannelsen skal opfylde et særligt studieaktivitetskrav kaldet førsteårsprøven. For at leve op til førsteårsprøvekravet, skal den studerende bestå tre udpegede eksaminer inden udgangen af første studieår. De tre eksaminer er:

    • 1. interne
    • 2. interne
    • 3. interne 

    (Bemærk, at 2. interne består af to delprøver, som samlet set skal bestås).  

    • Hvordan håndhæves kravet?

      Hver enkelt af de tre eksaminer, der indgår i førsteårsprøven, skal bestås med karakteren 02 eller derover. Studerende har to forsøg til at bestå hver af de tre eksaminer. Begge de tre eksaminer skal være bestået inden udgangen af første studieår. Udgangen af første studieår er hhv. fra sommeroptag til og med 31. august år

    • Konsekvensen af ikke at bestå førsteårsprøven

      Hvis en studerende ikke består de nævnte eksaminer, vil den studerende blive udmeldt af uddannelsen, jf. eksamensbekendtgørelsen § 31, stk. 2 og adgangsbekendtgørelsen § 36, stk. 1, nummer 4. Vær opmærksom på, at Cphbusiness efter hver af de tre eksaminer tjekker om den studerende opfylder kravet. Denne praksis betyder, at studerende der efter to forsøg ikke har bestået fx 1. interne, ikke kan opfylde førsteårsprøvekravet, og derfor udmeldes. 

  • Krav til det afsluttende projekt

    Det afsluttende eksamensprojekt skal dokumentere den studerendes forståelse af praksis og central anvendt teori og metode i relation til en praksisnær problemstilling, der tager udgangspunkt i en konkret opgave inden for uddannelsens område. Problemstillingen, der skal være central for uddannelsen og erhvervet, formuleres af den studerende, eventuelt i samarbejde med en privat eller offentlig virksomhed. Uddannelsesinstitutionen godkender problemstillingen.

    For specifikke formkrav til det afsluttende eksamensprojekt henvises til studieordningens institutionsdel.

    • Prøveform

      Prøven er en mundtlig og skriftlig prøve med ekstern censur, hvor der gives en samlet individuel karakter efter 7-trin skalaen for det skriftlige projekt og den mundtlige præstation.

    • Hvad betyder formulerings- og staveevner for bedømmelsen?

      Ved bedømmelse af det afsluttende projekt indgår den studerendes stave- og formuleringsevne i bedømmelsesgrundlaget, uanset hvilket sprog projektet er skrevet på, idet det faglige indhold dog vægter tungest, jf. eksamensbekendtgørelsen § 13, stk. 2.  

  • Det anvendte sprog ved prøverne

    Eksamenssproget er det samme som undervisningssproget på de enkelte uddannelseselementer. Ved dansksprogede eksaminer er det muligt at aflægge prøverne på svensk eller norsk, medmindre prøvens formål er at dokumentere den studerendes færdigheder i dansk, jf. eksamensbekendtgørelsen §23.

ANDRE REGLER FOR UDDANNELSEN

  • Merit

    Det er muligt af få meriteret beståede uddannelsesdele fra andre institutioner eller lignende til en uddannelse på Cphbusiness.

    Beståede uddannelseselementer ækvivalerer de tilsvarende uddannelseselementer ved andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsen.

    Den studerende har pligt til at oplyse om gennemførte uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse og om beskæftigelse, der må antages at kunne give merit.

    Uddannelsesinstitutionen godkender i hvert enkelt tilfælde merit på baggrund af gennemførte uddannelseselementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.

    Den studerende har ved forhåndsgodkendelse af studieophold i Danmark eller udlandet pligt til efter endt studieophold at dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte uddannelseselementer. Den studerende skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at institutionen efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger. Ved godkendelse efter ovenstående anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

  • Studieskift og overflytning
    • Studieskift

      Jf. adgangsbekendtgørelsen §35 kan en studerende ansøge om studieskift.

      Stk. 1. En studerende skal ansøge om optagelse på optagelsesportalen www.optagelse.dk, hvis vedkommende ønsker at skifte til en ny uddannelse (studieskift), jf. dog stk. 2.

      Stk. 2. En studerende, jf. stk. 1, skal ansøge uddannelsesinstitutionen om studieskift, hvis pågældende har bestået den ansøgte uddannelses første år.

    • Overflytning

      Jf. adgangsbekendtgørelsen §34 kan en studerende ansøge om overflytning.

      Stk. 1. En studerende skal ansøge om optagelse på optagelsesportalen www.optagelse.dk, hvis vedkommende ønsker at fortsætte på sin uddannelse på en ny uddannelsesinstitution (overflytning), jf. dog stk. 2.

      Stk. 2. En studerende, jf. stk. 1, skal ansøge den nye institution om overflytning, hvis pågældende har bestået uddannelsens første år, som det er tilrettelagt på den nye institution.

      I begge tilfælde forudsættes, at der er ledige pladser på den modtagende uddannelse.

      For yderligere information henvises til adgangsbekendtgørelsen BEK nr. 46 af 21/01/25.

  • Dispensationsregler

    Cphbusiness kan fravige, hvad institutionen eller institutionerne selv har fastsat i denne studieordning, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold. En studerende skal søge om dispensation og dokumentere de særlige forhold, der er årsag til behovet for dispensation. Cphbusiness vil behandle sagen og meddele afgørelsen, når den foreligger.